Hvordan var det at bo i Bregnet i middelalderen? I 1800 tallet eller i 1958?
Hvad levede folk af? Hvordan boede de? Hvad døde de af og hvad troede og tænkte de om livet på egnen?

Folketællingerne giver værdifuld viden om fortidens mennesker og og kan være med til at gøre historien til en levende størrelse. Du kan hjælpe os med at lokke fortidens hemmeligheder ud af kilderne – endda på hyggeligste vis i vores tastecafe.

Tastecaféen er et borgerinddragelsesprojekt, der er en del af Sogneprojektet og Kildeindtastningsprojektet (KIP). KIP har til formål at indtaste alle landets folketællinger og kirkebøger for hele landet i en digital og offentlig søgbar database.
Databasen er tilknyttet Rigsarkivets Dansk Demografisk Database.

Projektet er drevet af frivillige kræfter over hele landet, der indtaster kilderne. Dansk Demografisk Database er et 25 år gammelt projekt, og er resultatet af Danmarks største og første crowdsourcing-initiativ.

Som en del af Sogneprojektet vil vi til Tastecaféerne indtaste folketællingerne fra Bregnet Sogn for årene 1916, 1921, 1925 og 1940.

Hvis man har lyst til at deltage, vil arkivar Martin Mauritzen hjælpe i gang fra kl. 10 torsdag d. 8. december på Maltfabrikken i Ebeltoft. Tilmelding sker pr. mail til Susanne Krogstrup: suskr@danmarksnationalparker.dk

OBS. Husk egen bærbar PC. Projektet kræver at man henter et sikkert program fra nettet, og bliver oprettet som indtaster hos KIP, der opretter en brugerprofil.

Vil du vide mere om Dansk Demografisk Database og Kildeindtastningsprojektet se nedstående links.
Dansk Demografisk Database
Kildeindtastningsprojektet

For mere information om Tastecaféen kontakt:
Arkivar Martin Mauritzen, Ebeltoft Byhistoriske Arkiv.
mpm@museumoj.dk