Kommunikationselever fra Rønde Højskole vil skabe en række dobbeltportrætter af Havekolonien Bregnet Bakke omhandlende kolonihavens historie i von Jenisch familiens tid på Kalø og de mennesker der bruger kolonihaven i dag.

Kalø gods var i von Jenisch familiens besiddelse fra 1824-1945 og i den tid nåede familien i den grad at sætte sit præg på det lokale landskab. Med Hack Kampmann som arkitekt fik familien opført både Thyrahytten og Jagtslottet, samt facaderenoveret hovedgården på Kalø gods. Foruden disse bygninger har godset også lagt jord til Havekolonien Bregnet Bakke, der oprindeligt fungerede som en pensionsplan for godsets medarbejdere ved dens oprettelse i 1933.

I dag ligger Havekolonien Bregnet Bakke samme sted men med helt andre beboere. Eleverne fra Rønde Højskole er dykket ned i denne spændende fortælling, der strækker sig frem til i dag. Med mange forskellige tilgange udforsker eleverne både fortidens gemmer og hvordan de har formet Bregnet Bakke i dag. De kommende portrætter vil kunne findes her på siden.